Og med det er stemningen ligesom lagt for handlingen i I skyggerne af Udgårdsø. Her er tale om en interessant og veludført, slowburn af en gyser, der er utrolig svær at lægge fra sig, når først man er kommet i gang. Men det er også en fortælling, hvor bogens atmosfære siver ud af hver eneste side. Kulde, mørke og tåge er allestedsnærværende i handlingen, og det bliver kun mere fremtrædende, som man kommer længere og længere ind i bogen. At man sidder på den anden side og næsten selv kan mærke kulden trænge ind i alle kroge og føle skyggerne iagttage en… Det er altså fremragende og helt eminent, at Thybro er lykkedes med at fremkalde den følelse hos læseren også og lade det trænge så tydeligt igennem.

Det kræver sin forfatter at fastholde spændingen på knap 600 sider og samtidig sikre, at stemningen holdes, men det er virkelig lykkedes for Thybro, der har begået en velskrevet og skarp fortælling. På intet tidspunkt føler jeg, at historien er for lang. Snarere at den på trods af sin længde er skåret ind til benet og har alt det med, som er nødvendigt for at uddybe historien og karaktererne og samtidig sikre, at atmosfæren er lige dele kold, mystisk og uhyggelig. Hele vejen igennem holdes fokus på de forsvundne mennesker, og alligevel er der også plads til at uddybe lidt mere omkring Adams historie, springe mellem fortid og nutid og blive klogere på, hvad Udgårdsø og ikke mindst beboerne der er for en størrelse. Som siderne vender sig, udfolder sig en kompleks og detaljeret verden, der er så fornemt skildret.