Der foregår en hel del her i Det låste rum med både Nelsons og Ruths efterforskning, Covid-19 og ikke mindst den tilspidsede situation mellem Ruth og Nelson. Det er tydeligt at mærke, at noget snart sker, og Nelsons endelige valg er inden for rækkevidde. Og jeg begynder faktisk at tro mere og mere på, at valget ender med at blive truffet for ham, for han har tydeligvis meget svært ved at finde ud af, hvad han vil.

I forrige bind havde jeg et mindre rant over, hvordan jeg efterhånden er begyndt at miste interessen for historien og trekantsdramaet mellem Ruth, Nelson og hans kone Michelle. Fordi det bare kører i ring, og nogle gange kan det godt føles, som om dramaet fylder mere end selve opklaringen. Jovist, er jeg glad for kombinationen af karakterdrevede plots og efterforskning, men her fylder dramaet en tand for meget.

Når det så er sagt, så synes jeg dog alligevel, at den her lige er er lidt bedre Den sorte hund, hvorfor den faktisk også sniger sig op på en halv stjerne mere end forrige bind. Det skyldes nok især det relaterbare i historien i form af corona og nedlukningen for fire år siden. For nøj, hvor kan jeg huske, hvor ualmindeligt kedeligt det var, og hvordan det hele bare føltes som repeat af dagen før. Jo, det er måske nok også lidt kedeligt at læse om, hvordan Ruth gør sig klar til endnu en dag med undervisning hjemmefra, gåturene med Kate, og hvor svært det er at finde på ny underholdning til hende, men det rammer alligevel en, fordi man kan huske tiden under nedlukningen. Det gør historien meget mere autentisk og virkelighedstro, at Griffiths vælger at trække den tid ind i handlingen og lade den udfolde sig i det fiktive univers, hun har skabt.